Massageterapeut & ID Lifecoach

Karoline Marie Jørgensen

”Det store er ikke at være enten det ene eller det andet –men at være sig selv - og det formår hvert eneste menneske” -Søren Kierkegaard 

Min mission er at hjælpe mennesker til større bevidsthed og frihed, både på det mentale og fysiske plan. Mødet mellem mennesker og den proces som opstår i relationen mellem klient og terapeut, giver mig energi og gør mig nysgerrig på livet.

- Begejstring, tillid og taknemmelighed er for mig vigtige livsværdier.

Jeg er lægeeksamineret Fysiurgisk massør i 2005 på Massageskolen i Århus ved Ole Gottliebsen, hvor jeg også har taget diverse kurser i hotstone terapi, ansigts-hovedbunds massage, bindevævsmassage osv. 

I 2012 færdiggjorde jeg Massageterapeut uddannelsen.                    

Tag evt. et kig på skolens hjemmeside www.ole-gottliebsen.dk

Uddannet ID Lifecoach ved ID Academy

Jeg er uddannet ID Lifecoach fra ID Academy ved Ole Vadum Dahl. Det er en 2 årig uddannelse, hvor personlig udvikling er en selvfølgelig og nødvendig del. Det har været fantastisk at følge en gruppe på godt 20 vidt forskellige mennesker. Komme helt tæt på hinanden, arbejde individuelt og sammen gennem et udviklingsforløb, der kun kan gå dybt ind i hjertet på hver enkel deltager. 

Kamelpasseren går og ordner i folden, Doha.

Min tid i Dubai og Qatar

Jeg har sammen med min daværende mand og ældste datter, boet i Dubai og Doha igennem 3 år, i forbindelse med hans arbejde. Vores yngste datter blev født i det sidste halve år vi var afsted. 

Det har været et spændende kulturmøde med store og små oplevelser.

Jeg blev udfordret i at netværke og starte nye venskaber fra bar bund.

Jeg fik muligheden for at afprøve alverdens spaoplevelser og wellness, og har helt klart fået udvidet min horisont fra den danske spa verden.

Lej en trillebør med fører til at transportere dine varer til bilen!

-Den gamle souq i Doha

Men vigtigst af alt var det en periode, hvor respekt for andres tilgang til livet og forskellige værdier var et meget tydeligt element af min verden og virkelighed.

At bo i en så diametral forskellig kultur fra vores egen, skabe venskaber med mennesker fra mange verdensdele med forskellig religiøs såvel som kulturel baggrund har givet stor og tankevækkende inspiration til opbygning og grundlægning af min egen familie og den hverdag, jeg ønsker at skabe, samt en øjenåbner for de normer og selvfølger vi pålægger vores egne og andres liv, at det ikke er dem alle, der er nødvendige.


Min egen personlige historie "Ingen går igennem livet uden modgang..."

Jeg har selv haft erfaring med forskellige personlige problemer, og der har altid været åbenhed i min familie om det. Så det psykologiske aspekt på livet har altid været en naturlig del af min bevidsthed.

Jeg har i mit liv oplevet ups and downs og blandt andet haft en fobi for mus, hvilket ikke gik helt stille for sig.

Så snart ordet mus blev nævnt begyndte jeg at ryste og græde, jeg fik et angst anfald.

Jeg kunne sidde med fødderne løftet over gulvet, aftenmåltidet igennem, af skræk for, om en mus eller rotte pludselig skulle komme kravlende op ad mig. Og det skal altså siges, at det ikke vrimlede med hverken mus eller rotter i mit barndomshjem, kun i mit hoved.

Jeg kom bla. i hypnoterapi og i et forløb på fobiskolen i Århus, og det hjalp, men væk var frygten ikke helt.

Senere i gymnasietiden fik jeg en spiseforstyrrelse. Det var ikke nemt at håndtere nye venner og vokseværk i hovedet og især ikke at finde mig selv, og hvem jeg troede, jeg var i andres og mine egne øjne. Så jeg stoppede med at spise. Jeg dyrkede masser af motion og jeg tabte mig.

Men jeg blev aldrig tynd nok til at komme på Risskov, kun akut på Amtssygehuset, og det tror jeg faktisk var min redning, for jeg kom ikke ind til de andre piger og den konkurrence, der kan være på de gange, som jeg slet ikke kunne håndtere.

Jeg kom efter nogle år i privat behandling på Sydfyn, hvor jeg boede i 6 måneder. Der fik jeg ro til at tænke over tingene, mig selv og livet.

Efterfølgende gik jeg i et forløb i NLP terapi hos Gurli Gildberg i Århus. Det hjalp.

Jeg fandt vejen frem, og mærkede styk for styk livet og alt det fantastiske og utrolige det har at byde på, hvis man bare tør åbne sig.

”At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv”                          

-Søren Kierkegaard

Jeg er medlem af DAKOBE – Danmarks komplementære Behandlere www.dakobe.dk

RAB, Registreret Alternativ Behandler ved Sundhedsstyrelsen. Læs mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Jeg har selvfølgelig tavshedspligt og opfylder DAKOBE´s etiske regler 

Dhow, de gamle træbåde sejler stadig rundt, Dubai.